Jeg har nu vaeret i Manila i ca. 14 dage og nyder stadig de mange oplevelser og ikke mindst samvaeret med boernene, som I kan se siger de mange sjove ting.
Det der har gjort stoerst indtryk paa mig indtil videre var vores tur paa gaden med Jess, projektets "street educator". Foerst derefter forstod jeg virkelig boernes behov for at komme paa drop in centeret.
Som det foerste foerte Jess os ned til en gammel jernbane, langs den ligger der flerekilometer faldefaerdige skure, som familierne bor i. Vi moedte en gravid dame, barnet er desvaerre for lille og sygt, Kanlungan proever at hjaelpe hende med medicin og omsorg. Jeg synes alligevel det ser sort ud, for hvor skal hun foede? Og hvilken fremtid faar barnet?
En anden dame spurgte os om ikke vi ville tage hendes lille dreng, saa han kunne faa en fremtid. Foerst troede jeg, at det var for sjov, men senere da vi talte med Jane (lederen paa boernehjemmet) fortalte hun at der foregaar mange illegale adoptioner i omraadet.
To drenge koerte os paa nogle vogne ned igennem gaden, saadan tjener de lidt penge. Der var meget beskidt og fyldt med mennesker, isaer var der mange boern, vi moedte flere af dem fra centeret. Paa trods af det nogetr usle liv var alle smilende og glade. Mange vinkede og pegede efter os, jeg foelte mig naermest som en sevaerdighed, der kom koerende ned gennem gaden.
Senere fik vi lov til at komme ind og se et af husene, de boede 6 mand paa ca. 7 kvadratmeter! Virkelig vildt.
Derefter tog Jess os med ud paa gaden, hvor de store drenge fra centeret "bor". Der lever de et barskt liv, naar sulten bliver for stor sniffer de lim.
Jeg har nu virkelig indset, at det er et godt stykke arbejde Kanlungan goer. Paa centeret kan boernene komme og faa et bad, blive undervist og ikke mindst faa en portion mad. Desuden er der en sygeplejerske tilknyttet projektet.
Her er jeg sammen med nogle af boernene, der kommer paa centeret.
